|
BRAHETROLLEBORGKORET
1961 - 1986.
Jubilæumstekst : Viggo Møller
Jensen, 1986

Koret har
medvirket ved tre uropførelser: To af komponisten Otto Mortensen, og i 1985
ved Bo Heltens "Tertie Die", der var en del af Dansk Amatørkor Union
og Danmarks Komponistforenings fællesprojekt i anledning af Det europæiske
Musikår.
I en årrække havde koret et
samarbejde med amatørsymfoniorkestret— "Fynske Musikanter" om opførelser
af Niels W. Gades "Elverskud", Carl Nielsens "Fynsk Forår"
og G. F. Handels "Kroningshymne" under ledelse af orkestrets daværende
dirigent, solohornist ved Odense Byorkester Sigbjørn Steffensen.
I de senere år har
Brahetrolleborgkoret haft en række opgaver i samarbejde med professionelle
orkestre. Tre gange har koret
medvirket ved opførelser af "Fynsk Forår" med Odense Byorkester,
ved en forårskoncert i Rådhushallen i Odense, ved Faaborg bys 750 års jubilæum
og ved åbningen af den første internationale Carl Nielsen violinkonkurrence for unge violinister. Sidste år
medvirkede koret i en stort anlagt promenadekoncert med "Fynske
Livregiments Musikkorps" i Odense Koncerthus, og som tidligere omtalt ved
uropførelsen af Bo Holtens"Tertie Die" sammen med Sønderjyllands
symfoniorkester.
Til jubilæumskoncerten
har Brahetrolleborgkoret lagt et program, der viser så mange sider af korets
virksomhed som det lader sig gøre ved en enkelt koncert.
Det er én stor glæde for koret også ved denne lejlighed at kunne præsentere
en uropførelse, idet komponisten Svend S. Schultz på opfordring har skrevet
en korsats til Brahetrolleborgkoret. Tekstforlægget
er Nis Petersens digt "Sangene".
Ved jubilæumskoncerten medvirker i øvrigt en række af de musikere,
koret har samarbejdet med gennem årene.
Jubilæumskoncertens
uropførelse af Svend S. Schultz korsats "Sangene" bliver forhåbentlig
et af koncertens højdepunkter. Koret
har siden begyndelsen af marts arbejdet med indstuderingen af dette spændende
værk til Nis Petersens medrivende tekst.
"Sangene" er skrevet
specielt til Brahetrolleborgkorets jubilæumskoncert efter opfordring fra
koret.
Valget af Svend S. Schultz var
ikke svært. Koret har altid
"haft det godt" med Svend S. Schultz korsatser.
Især de fire lyriske sange fra 1974, som også er på jubilæumsprogrammet,
har koret tidligere haft stor fornøjelse af.
Svend S. Schultz (1913) har som
komponist beskæftiget sig med mange genrer.
Han har skrevet både alvorlig og mere diverterende musik, bl.a. en række
operaer. Han har også leveret
musik til adskillige film og sceneværker.
Af orkesterværker kan nævnes de 4 symfonier.
Svend S. Schultz, der har været korkapelmester og
instruktør ved Danmarks
Radio, har endvidere skrevet en lang række korsatser og solosange samt kammermusikværker.
Schultz har sans for det lyse, lette og er i besiddelse af musikalsk
vid. Han anvender et tonesprog,
der bevidst undgår det indviklede og sære.
SANGENE
Når solen slår
hvirvler på ruden ved gry skal du synge din sang,
- sangen om
tingenes salighed
- sangen om
kvindernes dejlighed.
- sangen om børnenes
munterhed. Ved gry skal du synge din sang!
Thi sangene
står ved dit leje
-
hver svirrende sang, blot du ser den, og siger med latter i stemmen:
Så syng mig
dog, kære - så syng mig!
Så syng mig
dog, kære! - og gyng mig på bølger af tindrende glæde og bær mine ord på
din jubel, som guderne længst har bestemt.
For Sang er mit navn - jeg er
danser og danser på stiger af stemmer,
-
jeg gør, at du nådefuldt glemmer
-
og genkalder det, du har glemt.
Ja
- Sang er mit navn
Nis
Petersen
|